Hun blev sigtet for Delagtighed i Forfærdigelse af falske Penge og Hæleri.
Anne Marie Hansdatter fik den 21. August 1855, følgende dom 3 års Forbedringshus.
Se klip fra afhøringerne af Kirstine og hvordan hun ændrede forklaring efter to uger:
Kilde:
Kommissionsdomstole, Københavns kriminal- og politiret, nr. 4
Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Afskrift.
Onsdagen den 1. marts 1854.
Sagen blev igen foretaget.
Dommeren fremlagde under litra B en skrivelse fra Åsum Herredskontor af. 21. f.md. med 1 bilag mærket ad B og under litra C en skrivelse sammesteds fra af 27. f.md. ligeledes med 1 bilag mærket ad C, hvorhos dommeren bemærkede, at Anders Sørensen med tilnavnet Pranger, Christen Hansen med tilnavnet Sosmed og sidstnævntes kone i går var foranstaltede afhentede fra ders hjem og hidbragte hertil, hvor de foreløbigen var under anholdelse.
For retten fremstilledes Kirstine Hansdatter, Christen Hansen Sosmeds hustru, der næst at bemærke at hun er 47 år gammel og i 8 år har været gift med sin nuværende mand, hvorimod hun tidligere var gift med afdøde Niels Hansen i Wedellsborg på anledning forklarer, at den for tiden i Middelfart arresterede Jens Henrik Boye samt Anders Sørensen Pranger jævnligen er kommen hjem til komparentindens mand.
Efter at komparentinden var gjort bekendt med at Vejle marked iflg. almanakkens udvisende afholdtes d. 13. okt. f.år, og derefter at hun dernæst på anledning havde forklaret, at hun mindes at Anders Pranger, den morgen bemeldte marked skulle afholdes, tog dertil, uden hun kan huske, om han sejlede over i deres eller deres nabo Hans Lillelunds båd, hvorimod hun ved, at hverken hendes mand eller Boye tog med, tilføjer komparentinden, at sidstnævnte og Pranger anden dag i forvejen altså d. 11. oktober indfandt sig hos komparentindens mand henad eftermiddagen, uden at hun dog med bestemthed kan huske, om de kom sammen eller hver for sig. De blev til henad aften, dog tror hun ikke, at de fortærede noget, da hun i det mindste ikke tror, at hun og mand havde noget i huset, men efter hvad hun antager kl. omtrent 8, gik først de tvende nævnet personer og en stund efter hendes mand.
Ligesom hun imidlertid forsikrer, at hun aldeles ikke hørte, hvorom de under deres ophold samtalede, således nægter hun også at vide, hvor eller i hvad hensigt de gik ud. Henad morgenstunden uden at hun ved, hvad klokken var, men kun at det var en stund førend det blev lyst, kom komparentindens mand og Boye hjem. Hendes mand gik til sengs, efter at de havde spist noget og lidt efter kom også Pranger, der imidlertid en stund efter gik bort tilligemed Boye, men om de senere samme dag kom tilbage eller ej, nægter komparentinden at kunne mindes.
Hun nægter at have bemærket, at deres klæder var snavsede eller at vide eller senere at have erfaret, hvor de havde været henne og navnligen, at de have gjort sig skyldige i det under nærværende sag omhandlede mord.
Ligeledes nægter hun at vide, om Boye den nat havde lånt en trøje af hendes mand. Boye ejede dengang en blank kasket. Om der samme dag indfandt sig andre personer, mindes komparentinden ikke og navnligen ikke, om Anders Gerhardtsen, eller som han kaldes Roilesmeden, var der, hvorimod hun nok husker, at han nogle dage senere var der med en mand, med hvem komparentindens mand påtænkte at bytte hus. For øvrigt kom bemeldte Gerhardtsen kun enkelte gange til hendes mand. Om komparentindens mand da han gik bort om aftenen d. 11. okt. var iført frakke eller trøje, mindes hun ikke.
Endvidere fremstilledes Christen Hansen kaldet Sosmed, der næst på anledning at angive at han er 33 år gammel, født på Båring Mark forklarer, at han sidstafvigte år tilligemed Jens Henrik Boye og Anders Pranger har siddet arresteret i Middelfart som mistænkt for forfærdigelse og udgivelse af falske penge, og blev komparenten løsladt af arresten, så vidt han mindes i begyndelsen af september måned og Pranger en 8 dages tid efter.
Sidstnævnte kom først til huse hos en mand, der bor i nærheden af komparenten ved navn Hans Lillelund, hvor han forblev nogle uger.
Han nægter på det bestemteste, at han i løbet af september og oktober mdr. nogensomhelst nat har været hjemmefra, ligesom han også nægter at Pranger, så længe han var hos komparenten nogen nat var borte, hvorpå han på yderligere spørgsmål tilføjer, at Pranger var hos ham på den tid nævnte Boye kom ud af arresten og blev vel endnu efter den tid en 8 dage eller så omtrent, hvorhos han tilføjer, at Boye først kom til ham nogle dage efter, at han var kommen ud af arresten og senere kun alt imellem.
At der har været tale mellem komparenten, Boye og Pranger om at tage til Vejle Marked d. 13 oktober, eller at nogen af dem skulle have været der, nægter han på det bestemteste at kunne mindes. Slutteligen nægter han at have nogensomhelst kundskab eller delagtighed i det under nærværende sag omhandlede mord.
Oplæst og ratihaberet.
Dommeren bemærkede, at Anders Sørensen Pranger iflg. tidligere indhentede oplysninger først blev løsladt af arresten i Middelfart, hvor han havde hensiddet i den af komparenten omhandlede sag den 12. september f.år og Jens Henrik Boye den 4. oktober næstefter.
Påny fremstod Forrige komparentinde Kirstine Hansdatter, Sosmeds hustru, der yderligere tilføjer at hendes mand, så vidt hun mindes, kom ud af arresten i Middelfart i slutningen af august måned og en 8 á 14 dage senere Anders Pranger. Denne tog først en kort tid til ovennævnte Hans Lillelund, kom derpå til komparentinden og mand, hvorfra han atter tog til Lillelund, og opholdt han sig, så vidt hun ved på den tid, da markedet blev afholdt i Vejle. Hun tilføjer yderligere, at hun er kommet i tanke om, at Boye vistnok også tog med til bemeldte marked.
I betragtning af den mistanke der iflg. samtlige nu fremkomne oplysninger påhviler anholdte Christen Hansen Sosmed i betragtning af den høje grad af formodning om at hans hustru derom må være vidende og for hendes vedkommende navnlig i betragtning af, at det er aldeles nødvendigt at afskære hende lejlighed til at bring meddelelser til Jens Henrik Boye, hvilken når hun var på fri fod efter de oplysninger, der er indhentede iflg. de tilstedeværende forhold ved Middelfart arrester ville være hende meget let, så længe Boye der hensidder arresteret, eragtede dommeren, at Christen Hansen Sosmed og hans hustru Kirstine Hansdatter ville være at belægge med personlig arrest, til hvilken de blev afgivne og sagen udsat.
Sagen blev igen foretaget, og arrestanten Sosmeds hustru, Kirstine Hansdatter fremstilledes.
På anledning forklarer hun, at hun, siden hun sidst var fremstillet, på det nøjeste har overvejet alt, hvad der er passeret i det tidsrum, om hvilket der har været hende forelagt spørgsmål, og er hun derved kommet til erkendelse, at hun muligen tidligere i enkelte punkter har fejlet, hvorimod hun nu er i stand til at afgive følgende forklaring, om hvilken hun med bestemthed ved, at den på det nøjeste er overensstemmende med sandhed.
På den adspurgte tid lå Pranger på høloftet hos arrestantinden og mand, skønt han for øvrigt opholdt sig lige så meget hos Lillelund som hos dem, hvorimod han senere af arrestantinden blev givet en seng, der blev hensat i et lille kammer ved siden af deres, og hvor han lå, indtil han tog til Vejlby.
Den 11. oktober efter hvad arrestantinden antager henad eftermiddagen, indfandt sig Boye og gik, som af arrestantinden tidligere omforklaret samme aften han og Pranger først bort og noget efter hendes mand. Hvad tid de kom hjem, ved hun ikke, men kun at det var langt ud på natten, og at hendes mand og Boye kom først og noget efter Pranger. Der blev ikke tændt lys, og hendes mand gik straks i seng, hvorimod Boye og Pranger gik ud, uden at hun ved, om de gik bort eller kun op på høloftet, hvor Pranger på den tid lå om natten. De nød intet, førende de således gik, og arrestantinden faldt straks efter påny i søvn og sov en stund, uden at hun ved hvor længe, inden hun om morgenen stod op, hvilket på den tid sædvanligen skete mellem 5 og 6.
Henad morgenstunden kom Boye og Pranger atter ind i stuen, og henad middag mindes hun, at Anders Gerhardtsen, der sædvanligen også kaldes Røjlesmeden, ligeledes indfandt sig, og blev der da talt om den næste dag at tage til marked i Vejle, uden at hun ved, hvad bestemmelse der blev taget, og først den næste dag, da hun spurgte Pranger, erfarede hun, at der om aftenen var kommet bud efter ham fra Lillelund, og at han med denne var taget til bemeldte marked, uden at nogen af de andre 3 var medfulgt, og må hun i så henseende navnligen bemærke at det, når hun tidligere har udsagt, at Boye medfulgte til markedet, grundede sig på en hukommelsesfejl, da det var en anden gang, at han og Pranger i arrestantindens mands båd sejlede til marked, så vidt hun ved i Fredericia.
Arrestantinden nægter at have bemærket, at nogen af de 3 omforklarede personer om morgenen efter, at de om natten således havde været ude havde haft snavsede klæder, og var det navnligen ikke tilfældet med hendes mand.
Ligeledes vedbliver hun at nægte at have hørt tale om, hvor de den nat havde været henne, eller hvad de havde foretaget sig, i hvilken anledning hun bemærker at de, når hun var til stede, aldrig har talt om andet end ligegyldige ting, hvorimod hvis de har haft andet at aftale må have gjort dette udenfor, oppe på loftet eller i deres øverstestue, hvor de jævnligen opholdt sig.
At de nogensinde skulle have hjembragt nogen som helst ting, hvoraf de ikke på lovlig måde kunne være komne i besiddelse, har hun aldrig bemærket og vil snarere antage at de, hvis de skulle have haft sådant, har bragt det til ofte nævnte Lillelund. Her opholdt hendes mand sig tidligere næsten nok så ofte, som han var hjemme hvorimod han, efter han først havde siddet arresteret, holdt sig mere hjemme, da hun havde truet ham med i modsat fald at forlade ham, og var han navnlig efter den tid ikke flere nætter hjemmefra end den ene af hende nu omforklarede. Da han denne nat kom hjem, og arrestantinden spurgte ham, hvor han havde været henne, svarede han, at det ikke vedkom hende, og et lignende svar fik hun, da hun om morgenen gjorde ham det samme spørgsmål.
Slutteligen bemærker arrestantinden, at hendes mand ved den pågældende lejlighed var iført træsko men de 2 andre støvler.
Mandagen den 13. marts 1854.
Sagen blev igen foretaget.
For retten fremstilledes arrestanten Sosmeds hustru, Kirstine Hansdatter, der næst at bemærke at hun ved nærmere overvejelse er kommen til aldeles sikker vished om, at det virkelig var natten mellem 11. og 12. oktober, at Boye, Pranger og hendes mand som tidligere omforklaret gik bort om aftenen og først kom hjem langt ud på natten på anledning tilføjer, at hun med så meget desto større sikkerhed ved, at de virkelig var borte fra huset og ikke opholdt sig enten udenfor eller på høloftet, da hun, efter at først – som tidligere omforklaret – Boye og Pranger samlede var gået og vel et kvarters tid senere hendes mand, hvilket skete efter hvad hun antager kl. omtrent 8 om aftenen.
En times tid senere eller omtrent kl. 9 gik hun ud for at malke koen i kohuset, der var lige under høloftet eller stænget, og da hun just i den bestemte hensigt at skaffe sig sikkerhed, om de var gået bort eller opholdt sig et sted i huset lyttede efter, kan hun med sikkerhed sige, at de var borte , da hun ellers ikke kunne have undgået at høre noget til dem.
Endvidere tilføjer arrestantinden, at hendes mand ofte når arrestantinden foreholdt ham, at han skulle holde sig fra Boye og Pranger har svaret hende, at det ikke var fordi, de var ham kære, men han havde for meget mod dem og måtte derfor, når han trak sig tilbage frygte for sit liv.
På anledning bemærker hun slutteligen at hun efter at have husket sig om kan mindes, at Røjlesmeden, da han den næste formidag kom til stede, en tid lang var alene med Boye i den øverste stue, uden at hun ved, hvor hendes mand og Pranger imidlertid opholdt sig.
Det under sagen tilstedebragte reb blev arrestantinden forevist, men hun nægtede at kende dette eller hjemme at have savnet sådant.
Tirsdagen den 14. marts 1854.
For retten fremstilledes arrestanten Sosmeds hustru, Kirstine Hansdatter, der på anledning forklarer, at det efter hendes sidste møde er falden hende ind, at der på enden af deres båd har været et reb for at fastgøre denne ganske af samme slags, som det hende her i retten foreviste stykke reb, men om det virkelig er det samme stykke eller ej, kan hun ikke nærmere bestemme, ligesom hun ej heller har lagt mærke til, om det stykke der tidligere har været ved båden enten skulle være bortbyttet eller bortkommen med et andet.
Endnu tilføjer arrestantinden, at hendes mands søtrøje såvel som andre klædningsstykker jævnligen lå på høloftet, hvor Pranger og Boye brugte dem til at lægge over sig, når de opholdt dem der om natten, og at arrestantinden der ikke med sikkerhed kan sige, om de, når de havde været ude om nætterne, muligen har iført sig nogle af disse klædningsstykker.
Onsdag den 15. marts 1854.
Sagen blev igen foretaget.
For retten fremstilledes arrestanten Sosmeds hustru, Kirstine Hansdatter. Hun afgiver nu påny opfordret til sandhed følgende forklaring:
Da Boye tirsdag eftermiddag var kommen til dem, blev der, så vidt arrestantinden mindes afhentet en flaske brændevin hos en i nærheden boende kromand, ligesom også hendes mand, Boye og Pranger fik spise, inden de om aftenen gik bort. Da Boye og hendes mand kom hjem henad natten, tændte hendes mand lys, og de satte sig til at spise i samme stue, i hvilken arrestantinden lå i sengen. Hun hørte da, at de talte om, at de havde været henne ved Broendehuset, hvor de havde stukket manden ihjel, ligesom arrestantinden også så, at Boye havde en hendes mand tilhørende blodig tollekniv. Hvor denne senere er afbleven, ved arrestantinden ikke, da den er kommen bort, og i stedet for den efterladt en anden der tidligere har tilhørt Boye, af hvilken grund hun antager, at denne har modtaget den ovennævnte.
De omtalte ikke, så vidt arrestantinden hørte, hvad der havde givet anledning til, at de ikke havde fået det påtænkte tyveri udført. Da Pranger noget efter kom til stede, spurgte Boye ham, hvor han var bleven af, og da han sagde, han var løbet sin vej, ytrede Boye: ”At han ikke var bedre værd, end at han skulle have været samme vej som manden”. Hvor Boye gik hen, da han forlod stuen, og hvor han opholdt sig, indtil han atter om morgenen indfandt sig, ved arrestantinden ikke.
Da hendes mand efter de andres bortgang lagde sig i sengen, var han i meget dårligt humør, ytrede at det var en fejl sag, på hvilken de havde været ude, og at han aldrig havde kunnet tænke sig, at Boye var den karl han var eller var så hård.
Arrestantindens mand har i det mindste aldrig for hende omtalt, at han forinden mordet forøvedes havde haft plan om, at det skulle forøves. Med hensyn til det tilstedeværende reb, vedbliver arrestantinden sin i går afgivne forklaring.
På anledning tilføjer arrestantinden yderligere:
De falske sølvrigsdaler for hvilke hendes mand, Boye og Pranger har siddet arresteret i Middelfart er forfærdigede i arrestantindens og mands hus dels i bryggerset og dels i deres stue, og har de alle 3 deltaget deri, uden at arrestantinden nogensinde har hjulpen dem. Boye havde dertil skåret træformen, og blev de efter hvad arrestantinden antager forfærdigede af sølvskeer, hvilke de erholdte fra Fredericia, uden at arrestantinden ved på hvilken måde, men hun har set, at hendes mand og Boye engang kom hjem med 10 á 12 sådanne og Pranger engang med 12 stk., af hvilke nogle endogså lå hjemme i hans kiste en tid efter, at han var taget bort fra dem men var senere af ham bleven afhentede.
Skeerne blev smeltede i bryggerset i en jernlampe og blev derefter inde i stuen pudsede med kridt, ligesom der med en Boye tilhørende kniv blev skåret riller i kanterne.
Arrestantinden ved, at hendes mand og Boye engang kørte ud i landet og medhavde da, efter hvad hun antager en snes stk. af disse falske rigsdalere. Da de kom hjem, omtalte de at have været rundt omkring bl.a. hos Boyes søster og havde byttet pengene, dog hjembragte hendes mand kun et par rigsdalere i ægte penge.
En anden gang har arrestantindens mand og Pranger været sammen ude medhavende en halv snes daler af de omhandlede penge. De var rundt omkring bl.a. i Bogense, hvor Pranger indkøbte skind, som han senere solgte i Middelfart.
Arrestantinden har senere talt med sin mand om formene, der var nedgravet i haven, og for hvilke hun frygtede, men han forsikrede hende da, at de var beredte, og er hun vis på, ingen af de falske penge findes på hendes bopæl.
Fremdeles forklarer arrestantinden, at det er hende bekendt, at Boye og Pranger havde forøvet tyveri i Kavslunde kirke. De lå nemlig dengang hjemme på høloftet, og kom den nat dette tyveri var forøvet hjem, hvor Pranger havde lys inde i stuen, hvor arrestantinden og mand lå i sengen. De fortalte straks, at de havde stjålet i Kavslunde kirke, uden at de nærmere omtalte, på hvad måde de havde udført det men ytrede, at de havde fået 12 rgdl.
Samme dags morgen hørte arrestantinden, der opholdt sig i loen Pranger og Boye, der lå på høloftet ovenover atter tale om bemeldte tyveri, ved hvilken lejlighed de ytrede, at det var en god fangst. Senere samme dag delte bemeldte 2 personer samt arrestantindens mand pengene inde i stuen, således at de hver fik 4 rgdl. og arrestantinden, der var tilstede, fik af hendes mand 3 eller 4 mark. Alle pengene bestod for størstedelen af kobberpenge hvoriblandt dog enkelte sølvpenge.
Endnu tilføjer hun, at hun så vidt hun mindes hørte dem omtale, at de havde taget et stk. jern fra en plov på marken, hvormed de havde opbrudt blokken, man hvorledes de var kommen ind i kirken, ved hun ikke.
Fremdeles er det arrestantinden bekendt, at Boye og Pranger har forøvet tyveri i Ore kirke. Også herfra kom de hjem om natten og fortalte om tyveriet til arrestantinden og mand samt omtalte, så vidt hun husker, at de var gået ind ad vinduet og med en kløvhammer, de havde fundet på marken opbrudt blokken. Den følgende dag så arrestantinden, at bemeldte personer samt hendes mand i bryggerset, hvor Pranger dengang havde sin seng delte de stjålne penge, der kun bestod af 4 rgdl. størstedelen i kobbermønter. Af disse fik arrestantinden ingen.