Peder Olsen dræbte på opfordring en pige i Etterup, Rørup Sogn.
Han havde tidligere været inde i en kriminel løbebane.
Under retsagen fremlagdes en en højesteretsdom af 5. juni 1846 med tilføjede akter, nemlig Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsretsdom af 7. juli sm. år og Vends herreds ekstraretsdom af 4. september 1845.
Peder Olsen er lidt uening med retten, i hvilken straf han har fået ved den lejlighed. Der er tale om bedrageri, som udløste en straf på 4 x 5 dages fængsel på vand og brød eller 3 års forbedringshus.
”Endvidere foreholdtes ham de med de ovennævnte Skrivelser fulgte Bilag, hvilke han erkendte for rigtige og sig betræffende, og navnlig at han iflg. den deri omhandlede Underretsdom af 29. marts 1849 er for tyveri anset med ……. og 75 rottingslag”.
Peder Olsen fik den 21. August 1855 følgende dom: ”Han skal miste sin hals og hans hoved sættes på en stage”.
Dommen blev appelleret til højesteret, som den 29. Maj 1856 stadfæstede dommen, dog med en tilføjelse om at hans hoved ikke skal sættes på en stage.
Dommen bliver fuldbyrdet den 16. August 1856 på marken ved Etterupgård i Rørup.
Se klip fra afhøringerne:
Kilde:
Kommissionsdomstole, Københavns kriminal- og politiret, nr. 4
Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Afskrift.
Afhøring af Peder Olsen 7. – 8. April 1854.
Derefter bemærkede dommeren, at der så snart arrestantinden Laurine Boye havde afgivet tilståelse om mordet på Ingeborg Rasmusdatter straks blev afsendt bud for at bringe den hende omforklarede Peder Olsen til stede, og da det derved erfaredes, at han nogle dage i forvejen var afhentet af herredsfogeden i Odense herred, tilskrev dommerne denne med anmodning om at erholde bemeldte Olsen udleveret, hvorefter han bragtes hertil i forgårs aftes, og da der af ovennævnte herredsfoged er afsagt arrestationsdecret, blev han afgivet her til arresten.
I går aftes modtog dommeren endvidere fra bemeldte embedsmand udskrift af Odense herreds politiprotokol, hvilken fremlagdes under litra H (N?)
Bemeldte arrestant Peder Olsen var nu fremstillet og næst at angive sig som anført, forklarer han formanet til sandhed følgende:
Allerede en halv snes år før Ingeborg Rasmusdatters død har nærværende arrestant stået i nærmere forbindelse med arrestantinden Laurine Boye og jævnligen med hende haft legemlig omgang med undtagelse af et års tid, da de var uvenner, og i hvilken tid hun var kæreste med en anden, der er fader til hendes senere fødte barn.
Hun sagde i de senere år, da hun var begyndt at komme til Jørgen Rasmussen, hvor nærværende arrestant først indførte hende, og hvor hun ofte opholdt sig om natten, at bemeldte Jørgen Rasmussen ofte havde legemlig omgang med hende, og at han havde lovet at gifte sig med hende, uden at nærværende arrestant dog ved, om noget af dette virkelig var sandt. På den senere tid begyndte hun imidlertid at tale om, at Jørgen Rasmussens søster Ingeborg måtte aflives, da hun ellers ikke kunne komme i stedet, uden at nærværende arrestant dog ved, om dermed var ment, at Ingeborg modsatte sig Laurines ægteskab med hendes broder, eller der var andre årsager, der var til hinder for, at Laurine kom i huset, så længe Ingeborg levede.
Laurine talte da først om at give Ingeborg rottekrudt og spurgte nærværende arrestant, om han ikke kendte nogen, der havde sådant. Han frarådede hende det da men spurgte dog senere Laurines broder, Jens Henrik Boye, om man kunne få rottekrudt at købe, uden at han dog kan huske, hvad denne dertil svarede.
Den 30. marts 1852 forlangte Laurine første gang med bestemthed, at nærværende arrestant skulle være hende behjælpelig med at myrde Ingeborg og foreslog i den anledning, at han skulle slå hende ihjel med en kølle. Arrestanten nægtede det vel i førstningen med bestemthed, men da hun vedblev indtrængende at forlange det af ham, gav han endelig efter og lovede hende det, hvorhos han den påfølgende morgen efter aftale gik til Ingeborg og bad hende om aftenen bringe Laurine det, hun vidste nok.
Samme dag aftalte nærværende arrestant og Laurine da nærmere, at de om aftenen, når Ingeborg ville gå hjem, skulle følge hende, og når de var komne ind på marken på den anden side af Etterup, skulle nærværende arrestant, medens Laurine blev noget tilbage kvæle Ingeborg, hvorpå Laurine skulle komme til og de i forening bringe hende hen til en tørvegrav, for at det skulle have udseende af et selvmord.
Om eftermiddagen blev arrestanten sendt ned til Gribsvad Kro for at hente brændevin og brød, og på vejen hertil mødte han Ingeborg, der da ventede på ham, medens han gik ind i kroen, hvorpå de fulgtes ad til Boyes hus. Her var imidlertid flere fremmede til stede deriblandt Hans Jørgensen, nærværende arrestants moder og en person ved navn Frederik, hvem arrestanten dog ikke nærmere kender, lige så lidt som han ved hans opholdssted, men han havde købt noget tøj af Laurine og Boye. Denne hjalp arrestanten at bortbære det købte tøj til en husmand Søren Nielsen en halv fjerding vej derfra, hvorpå de atter gik tilbage til Boyes.
Arrestanten var imidlertid stadig i uvished, om han skulle holde sit løfte til Laurine og tænkte flere gange på at gå bort navnligen med bemeldte Frederik, Hans Jørgensen og hans moder, da disse gik, men Laurine tiltalte ham da bestandig og opfordrede ham til at blive og spise til aften og da hun sidste gang, da han var ved at fjerne sig, greb ham i armen og indstændigen opfordrede ham til at blive og derhos lovede ham at hun, når det påtænkte mord var fuldført, ville tillade ham at have legemlig omgang med hende, hvilket han ikke havde haft i den seneste månedstid, da hun ikke havde været rask, lod han sig overtale og blev.
Da de havde spist, og alle andre var gået, uden at han nærmere kan sige hvad klokken var, end at alle folk rundt omkring endnu var oppe, og da Ingeborg ville gå hjem, fulgte da nærværende arrestant og Laurine hende på vej.
På vejen noget før Etterup omtrent ud for Hans Jeppesens gård i hvilken der endnu var tændt lys, tog Laurine afsked med Ingeborg og blev tilbage, medens nærværende arrestant og Ingeborg gik videre. Da de var komne igennem Etterup og ind på marken, over hvilken der går en sti til Rold, blev Ingeborg, da det blæste meget stærkt, stående ved en stente over hvilken de skulle og foreslog, at de der skulle sidde lidt ned. Arrestanten kyssede der hende, med hvem han tvende gange tilforn havde haft legemlig omgang. Den ene gang da de en dag arbejdede sammen på vejen, og den anden gang da hun kom hjem til ham, men denne gang forlangte han dog ikke sådant, hvorimod de gik over stenten og ind på marken. Her satte de sig efter hendes opfordring ned i læ af et gærde, og er det vel muligt, at det var hendes hensigt at have legemlig omgang med arrestanten, da hun ofte havde foreslået ham dette. Senest også ved denne lejlighed da hun havde sat sig, stak hun sin hånd ned i hans bukser. Han, der kun havde tanke på den gerning, han havde besluttet sig til at udføre, havde imidlertid ikke sans herfor, hvorimod han kun gav hende et kys og greb hende i det samme med begge hænder om halsen,
således at tommelfingeren kom til at hvile på hendes strube, hvorpå han klemte sammen, uden at det dog forekommer ham, at han klemte meget hårdt. Imidlertid gav hun dog aldeles ingen lyd fra sig fra det øjeblik, han havde grebet hende. Han, der imidlertid lå på jorden ved siden af hende, holdt hende således, efter hvad han antager omtrent 5 min., hvorpå han så Laurine i en afstand af kun en 5 eller 10 skridt, uden at han ved, om hun var fulgt efter på vejen eller kommen andetsteds fra ind på marken.
Såsnart arrestanten så Laurine, slap han Ingeborg, der da blev liggende uden bevægelse eller lyd. Laurine kom straks til, og de bar da begge i forening Ingeborg hen til en nærliggende tørvegrav. Her lagde de hende med hovedet foran lige på kanten, hvorefter legemet af sig selv gled ned, og bemærker arrestanten på anledning herved, at han dog næppe tror, at Ingeborg i det øjeblik arrestanten og Laurine løftede hende op for at bære hende hen til tørvegraven var fuldkommen død, idet hun nemlig medens de bar hende – som han udtrykker sig ”sagde så sært”, hvilket han nærmere forklarer ved, at det rallede i hendes hals. Dog var dette ganske ophørt, inden de kom til graven, og hun blev kastet derned.
Såsnart hun var kommen ned i graven, hentede de i forening hendes paraply og træsko, der var blevet liggende på det sted, hvor hun var kvalt og bragte disse dele hen i nærheden af graven, hvor de kastede dem, idet nærværende arrestant bar paraplyen og den ene træsko og Laurine den anden.
De fulgtes derefter tilbage over marken uden om Etterup tværs over vejen og atter ind på vejen til Boyes hus. På vejen ytrede arrestanten, at det var en fejl gerning, de havde gjort, hvortil Laurine kun svarede: ”Nå, skidt, nu kommer jeg i en god stilling”. Da de på marken kom enten over en stente eller i nærheden af en grusgrav, satte de sig ned bag et gærde, og havde de her legemlig omgang med hinanden, uden at arrestanten kan huske, om det var ham eller Laurine, der først opfordrede dertil. Han fulgte hende dernæst til i nærheden af hendes hjem, hvorpå de skiltes.
Efter gerningen er arrestanten vel vedbleven at komme sammen med Laurine og har også af og til haft legemlig omgang med hende, men han har dog især på den senere tid trukket sig mere tilbage fra hende, da det forekom ham, at hun holdt til med så mange andre, og i den sidste tid har han meget sjældent set hende. Når han således har været sammen med hende, har han ofte med fortrydelse omtalt, hvad der var sket, men hun har da enten leet eller undladt at svare.
Endnu tilføjer arrestanten på given anledning, at Laurine forinden mordet fuldførtes vel ofte har ytret at hun, nå hun var bleven gift med Jørgen Rasmussen og således havde fået stedet, ville give Jørgen rottekrudt og derefter gifte sig med nærværende arrestant, men nærværende arrestant har dog aldrig fæstet nogen tillid dertil, og navnlig var denne forestilling ikke nogen medvirkende bevæggrund for ham til at deltage i mordet, hvorimod han kun lod sig bevæge
dertil ved hendes idelige overtalelser i det afgørende øjeblik som tidligere omforklaret da han om aftenen ville trække sig tilbage ved løftet om at han, når gerningen var fuldført, skulle få omgang med hende, ligesom hun også havde talt om at hun, når hun fik Jørgen Rasmussen, ville give arrestanten nogle nye klæder.
Den samtale der iflg. bilaget litra H (N?) har fundet sted mellem arrestanten og Hans Jørgensen, og hvor arrestanten omtalte at få et sted i Rold havde ikke nogen som helst hentydning til den samtale, hvorom arrestanten og Laurine indbyrdes havde. På anledning tilføjer arrestanten, at Laurine er i høj grad sanselig og heftig i sine lidenskaber.
Sluttelig forsikrer arrestanten med bestemthed, at han er vis på, at han hverken har slået eller stødt Ingeborg, ligesom hun ej heller kan have stødt hovedet mod jorden, da arrestanten kvalte hende, da hun aldeles ikke bevægede hovedet, ligesom hun ej heller greb op for sig med armene eller bevægede benene men i det hele taget forholdt sig ganske rolig. Derimod har arrestanten, da han senere hørte, at lægerne skulle have fundet læsioner på hovedet tænkt sig at Laurine muligen, idet hun kom hastigt til, medens Ingeborg endnu lå på jorden, eller idet de løftede hende op kan være kommen til at sparke eller støde til hende med sine træklodser. Dog forsikrer arrestanten, at han ikke har set eller bemærket dette.
Oplæst og ratihaberet hvorefter arrestanterne blev til arresterne afgivne og sagen udsat.
Rothe
Rössing C. Knudsen
Samme protokol, side 163.
Samme dag.
Sagen blev på ny foretaget og arrestantinden Laurine Boye fremstillet.
Efter at være foreholdt arrestant Peder Olsens forklaring for såvidt den er i strid med hendes egen, afgiver hun yderligere:
Således som hun selv først havde tænkt på at forgive Ingeborg med rottekrudt, således vil hun gerne tro, at hun også har talt til Peder Olsen om at skaffe dette, og at hun således også førend den 30. marts for ham har omtalt sin hensigt at skaffe Ingeborg af dage, men hun forsikrer dog, at hun ikke er i stand til med nogen sikkerhed at mindes det. Da hun den 31. marts med bestemthed forlangte hans hjælp, måtte hun vel opfordre ham et par gange dertil, men hun
nægter, at han gjorde nogen stærk modstand, og var han, efter at hun et par gange havde opfordret ham også villig til at deltage i gerningen.
Det er rigtigt, at hun lovede ham nogle klæder, nå hun blev gift med Jørgen Rasmussen, men tilføjer hun derhos, at det var en bestemt aftalt mellem dem at de, når hun var bleven gift med Jørgen Rasmussen, skulle hjælpes ad med at myrde ham, og at hun derefter skulle gifte sig med Peder Olsen, så at denne på den måde kom i besiddelse af stedet.
Måden hvorpå dette skulle udføres, havde de ikke nærmere aftalt, kun bemærker hun, at der ikke var tale om, at hun skulle forgive ham i rottekrudt, da de jo intet sådant kunne få.
Idet hun endeligen vedgår, at hun i en række af år jævnligen skønt ikke meget ofte har plejet legemlig omgang med Peder Olsen, tilføjer hun, at hun også lovede ham, når han havde hjulpet hende med gerningen da at tillade ham omgang med sig, hvilket de dengang ikke havde haft i længere tid.
Arrestantinden nægter på det bestemteste at have talt til ham om, at han skulle slå Ingeborg ihjel med en kølle, hvorimod aftalen straks var, at han skulle kvæle hende, ligesom planen i det hele blev aftalt således som af hende tidligere omforklaret.
Ligeledes nægter arrestantinden, at Peder Olsen den pågældende aften flere gange ville gå bort, så at hun måtte overtale ham til at blive, og navnlig var det ikke i en sådan anledning, at hun lovede ham legemlig omgang efter fuldendt gerning.
Da arrestantinden, efter at Peder Olsen havde kvalt Ingeborg, kom til stedet, lå han endnu på jorden og havde hænderne om hendes hals, hvilken han først slap i samme øjeblik, som hun kom til stede. Hun er aldeles vis på, at han ikke lå ved siden af hende men ovenpå hende, dog tror hun med sikkerhed, at både hans og hendes klæder var i orden, ligesom hun ikke bemærkede noget, der kunne vække formodning hos hende om, at Peder Olsen forinden han kvalte hende skulle have plejet omgang med hende.
Arrestantinden holder sig overbevist om, at hun ikke ved sin ankomst er kommet til at støde til hende med foden, hvorimod hun vel tog fat i hendes ene hånd, og da de bar hende, kan hun ikke være kommet til at tilføje hende nogen læsion, da arrestantinden tog hende i benene, medens Peder Olsen bar i overkroppen.
Arrestantinden holder sig overbevist om, at Ingeborg var fuldkommen død, da de løftede hende op fra jorden, og navnligen støtter hun denne tro på, at der aldeles ingen bevægelse var at spore på hende. Det er vel rigtigt, at da de bar hende, rallede det i hendes hals, men hun antog, at det var en følge af bevægelsen, medens de bar hende. De bar hende lige tæt til kanten af tørvegraven og lod hende falde lige ned. Det er rigtigt, at arrestantinden hentede den ene træsko, som var tabt på gerningsstedet og leverede den til Peder Olsen, som da kastede den henimod tørvegraven.
Da de forlod stedet og gik tilbage, fulgte de ikke vejen men gik over markerne, og erkender hun, at hun på hjemvejen havde samleje med Peder Olsen, dog forsikrer hun, at det var hende meget imod, men da hun havde lovet ham det, mente hun også at måtte holde det. Hun nægter derimod på vejen at have udladt sig således om gerningen som af Peder Olsen ytret, eller senere når talen var derom vist sig letsindig, og forsikrer hun tværtimod, at hun altid kun med frygt har kunnet tænke derpå.
Arrestantinden er vel også efter den tid vedbleven stundom at have omgang med Peder Olsen men dog ikke ret tit. Ligesom arrestantinden slutteligen vedbliver sin forsikring, at hun jævnligen har haft legemlig omgang med Jørgen Rasmussen, således vedbliver hun også, at hun
aldrig har næret den tanke, at Ingeborg skulle ville modsætte sig brylluppet, og at en sådan forestilling navnlig ikke har bevæget hende til gerningen, hvorimod hun kun ledes af frygt for at hun ikke, når hun som Jørgen Rasmussens kone kom i huset skulle komme ud af det med Ingeborg.
Samme protokol, side 167.
Løverdagen den 8. april 1854.
Sagen blev igen foretaget og arrestanten Peder Olsen fremstilledes. Han vedbliver, at han ikke bestemt kan erindre, når Laurine Boye første gang talte til ham om, at Ingeborg skulle aflives, men han er vis på, at hun har forlangt af ham, at han skulle skaffe hende rottekrudt. Han påstår at han, da hun den 30. marts forlangte hans deltagelse i mordet, længe vægrede sig og først gav efter, da hun mange gange havde opfordret ham dertil, og endvidere påstår han, at hun først foreslog, at han skulle slå hende med en kølle.
Arrestanten indrømmer, at det var en bestemt aftale, at Jørgen Rasmussen skulle dræbes, når Laurine var bleven gift med ham, men ligesom han derhos påstår, at hun påtog sig uden hans medhjælp at udføre dette, således forsikrer han også, at han aldrig har fæstet nogen lid til, at der skulle blive noget deraf.
Han forsikrer, at han om aftenen den 31. marts flere gange var betænkt på at gå bort men deri blev forhindret af Laurine, da han navnligen ville gå bort med Hans Jørgensen bagfra trak ham i frakken. Arrestanten vedbliver, at han medens han kvalte Ingeborg lå ved dennes højre side men havde sin højre arm lagt hen over hende, og han nægter på anledning på det bestemteste at han, forinden han kvalte hende, havde plejet omgang med hende. Om han havde sluppet Ingeborgs hals lidt før Laurine kom lige hen til dem, eller han først slap den, efter at hun var kommen, kan han ikke med afgjort sikkerhed sige, men der har i alt fald kun været et øjebliks forskel.
Da de bortbar hende, bar arrestanten overkroppen og Laurine benene. Arrestanten lagde overkroppen ned på jorden ved kanten af tørvegraven, men det er vel muligt, at Laurine gav benene et sving udefter, hvorved hele legemet faldt i vandet.
Arrestanten vedbliver, at Laurine ikke én men endog flere gange, når han har talt til hende om gerningen, har svaret: ”Skidt, nu kommer jeg i en bedre stilling”, og har hun også ved en sådan lejlighed leet
Derefter fremstilledes arrestantinden Laurine Boye, hvorefter begge arrestanter konfronteredes for så vidt der var uoverensstemmelser mellem deres forklaringer.
Laurine vedblev, at hun ikke vil nægte, at hun har anmodet Peder Olsen om at forskaffe sig rottekrudt, men at hun ikke er i stand til at kunne mindes det. Lige så lidt vil hun nægte, at hun kan have talt til ham om at slå Ingeborg ihjel med en kølle, men ej heller dette kan hun med sikkerhed huske, hvilken nægtelse hun vedbliver, skønt Peder Olsen bemærker, at hun inde i hendes faders værksted tog en knippel i hånden med den ytring ”at den godt kunne bruges mod Ingeborg”.
Peder Olsen påstår, at hun i det mindste 5 á 6 gange opfordrede ham til delagtighed i gerningen, førend han indvilligede, hvorimod hun udsiger, at hun kun bad ham et par gange derom.
Idet de begge erkender, at det var en bestemt aftale, at Jørgen Rasmussen senere skulle dræbes, vedbliver Peder Olsen, at der ikke har været tale om, at han skulle være behjælpelig dermed, idet han bemærker, at Laurine flere gange sagde, at det, når hun først var kommen derned, var det en let sag at få udført.
Laurine vedbliver, at det var omtalt, at Peder Olsen også skulle være behjælpelig hermed, idet hun udtrykkelig bemærker, at hun har omtalt at han, når hun først var kommen på stedet, skulle komme der på arbejde, og at der da let ville findes en lejlighed til at skille Jørgen Rasmussen ved livet. Herved indrømmer Peder Olsen, at der har været tale om, at han skulle komme der på arbejde, men dersom Laurine skulle have ytret sig som af hende anført, har han i al fald ej opfattet det således, som om han dermed skulle være behjælpelig, og vedbliver han , at han aldrig har fæstet lid til, at det ville ske. Laurine indrømmer, at hun mindes at hun, da Hans Jørgensen spurgte Peder Olsen, om de skulle følges ad bort, trak denne i frakken, for at han skulle svare nej.
Da Laurine vedbliver at Peder Olsen, da hun efter fuldendt gerning kom til stede, lå ovenpå Ingeborg, indrømmer Peder Olsen, at det efter den stilling han som omforklaret indtog med den højre arm omkring Ingeborg vel for Laurine kan have set ud, som om han lå ovenpå Ingeborg, især da det var temmelig mørkt, men han vedbliver, at han virkelig lå ved hendes side.
Laurine indrømmer at hun, da de bærende med liget kom til graven, svingede benene ud over denne, så at det faldt ned deri. Laurine tør ikke, skønt hun ej heller kunne mindes det benægte, at hun på hjemvejen fra gerningen har udladt om denne således som af Peder Olsen omforklaret, men hun forsikrer dog, at hun altid har følt megen fortrydelse derover, som hun udtrykker sig været bange for gerningen. Peder Olsen vedbliver i så henseende sit tidligere.
Efter at arrestantinden var aftrådt, indrømmer arrestanten Peder Olsen, at det forholder sig rigtigt, at han engang af Jens Henrik Boye har modtaget en falsk rigsdaler og et falskt 2-markstykke. Den første fik Boye imidlertid tilbage engang, da han indfandt sig med en ubekendt person. 2-markstykket forsøgte arrestanten engang at udgive, men da det blev sagt, at det ikke var rigtigt, tog han det tilbage, og Boye har senere atter fået det.