Søren fik en straf på 2 års forbedringshusarbejde, for samme med Boye og Pranger, at have forøvet indbrud i et fiskerhus, hvorfra der blev stjålet en flaske marsvinefedt.
Det må have virket som en urimelig hård straf, når det i kommissionssagen kan læses, at flasken med fedtet bliver smadret på stævnen af en båd, da de vender hjem fra deres udflugt.
Familien Lillelund kender Christen Hansen Sosmed og hans familie, da Christen er født på Båring Mark og senere som voksen bosætter sig med sin familie på Båring Mark.
Ud af kommissionssagen kan det ses, at familierne Hansen og Lillelund er naboer.
Efter udstået straf flytter Søren hjem til sin far og mor, hvor han bliver boende indtil han gifter sig 1. gang omkring 1864.
Han får 5 børn med sin første kone. Hun dør i 1875 og Søren lever da som enkemand indtil han gifter sig igen omkring 1880.
Hans 2. kone har to børn med ind i ægteskabet.
Søren erhverver sig som fisker.
Han dør i 1902 og bliver begravet på Roerslev kirkegård.
Se klip fra afhøringerne:
Kilde:
Kommissionsdomstole, Københavns kriminal- og politiret, nr. 4
Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Afskrift.
Tirsdagen den 25. april 1854.
Endvidere fremstilledes Søren Hansen Lillelund, der ligeledes dags eftermiddag var bragt til stede. Næst at bemærke at han er 20 år gammel og ingensinde tiltalt eller straffet, forklarer komparenten, at han engang, uden at han nøjere kan bestemme tiden, var i følge en eftermiddag med arrestanterne Boye og Pranger ved stranden ved Vejlby Skov, hvor de skød strandfugle, i hvilken anledning komparenten og Pranger hver havde sit gevær.
Da de kom i nærheden af et hus, der afbenyttedes af fiskere til at opbevare deres fiskeredskaber, talte Boye og Pranger noget sammen, efter hvad han forsikrer, i et sprog han ikke forstod, og da de derefter gik hen til dette hus, påstår han, at han gik fra dem uden nærmere at vide, hvad deres hensigt var, og ventede han derefter på dem i nogen frastand.
Han forsikrer, at han ikke så, at de gik ind i huset, men da de kom tilbage og medhavde en flaske, begreb han vel, at de måtte have gjort sig skyldige i tyveriet og ville derfor ej heller modtage flasken, som de tilbød ham. Hvem af dem der da beholdt flasken, mindes komparenten ikke, men da de i en jolle skulle sættes over en å, blev flasken af vanvare slået i stykker, og kunne komparenten huske, at der deri havde været tran eller noget lignende.
De afhørte blev hensat under bevogtning og forhøret udsat.
Mandagen den 1. maj 1854.
Retten blev igen sat på rådstuen i Middelfart og sagen påny foretaget
For retten fremstilledes arrestanten Søren Hansen Lillelund, der efter formaning til sandhed nu yderligere forklarer, at det forholder sig rigtigt, som af arrestanterne tidligere forklaret, at han og arrestanterne Pranger og Boye ved den ommeldte lejlighed var gået ud sammen til stranden for at jage. Da de havde opholdt sig noget her, foreslog Pranger og Boye, at de skulle gå hen til det omhandlede hus for at forøve tyveri. Nærværende arrestant erklærede imidlertid, at han ikke ville deltage deri men foreslog derimod, at de skulle gå hen i den nærliggende skov for at se, om de ikke kunne antræffe noget vildt. Dette gjorde de også, men da de havde opholdt sig der nogen tid uden at antræffe vildt, foreslog Pranger og Boye, der efter at arrestanten første gang havde nægtet at deltage i tyveriet, indbyrdes havde talt i det såkaldte ”kjeltringesprog”, hvilket arrestanten ikke forstod, atter at de skulle gå til det bemeldte hus for at forøve tyveri.
Også denne gang erklærede vel komparenten, at han ikke ville deltage i tyveriet men fulgte dog efter deres opfordring med dem hen til huset, og uden at der var tale om, at nærværende arrestant skulle passe på eller advare dem, hvis der kom nogen, hvorom der ikke kunne være tale, da stedet ligger så særdeles afsides, blev han stående i nogen frastand og så, at de andre ved hjælp af en stang eller stige opbrød døren og gik ind i huset, hvorfra da straks efter en af dem, uden at han mindes hvem, kom ud medhavde et par store fiskerstøvler, hvilke han tilbød nærværende arrestant, men da denne ikke modtog dem, blev disse støvler atter indbragte i huset, og havde en af dem da en flaske med sig, hvilken han også på vejen tilbød nærværende arrestant, der dog ej heller ville modtage den, og ytrede Pranger da, at der i huset også havde været et par blå bukser, som han nok havde haft lyst til at medtage men dog ikke havde gjort det. Da de kom hen til et åløb, hvorover de skulle i en båd, blev imidlertid flasken ituslået.
Endnu tilføjer arrestanten, at begge de andre arrestanter ved denne lejlighed ytrede at de, hvis nærværende arrestant ville omtale, hvad der var passeret ingenlunde ville indrømme sandheden deraf. Det omtalte passerede om eftermiddagen, noget inden det blev mørkt.
Den under litra GG fremlagte rapport blev arrestanten forelæst, og havde han intet mod den at erindre navnlig med hensyn til lokaliteterne.
Torsdagen den 3. august 1854.
Retten blev sat i Københavns kriminal- og politirets 4. kriminalkammers lokale
Derefter fremstilledes arrestanterne Boye, Pranger og Søren Hansen Lillelund. De konfronteredes med hensyn til de uoverensstemmelser, der er i deres forklaringer ang. det af dem forøvede tyveri i fiskerhuset i Vejbye Skov. Herunder vedbliver Boye og Pranger, at Lillelund, da der var tale om at forøve tyveri, udtrykkelig erklærede sig villig til at deltage deri. Sidstnævnte vedbliver, at han først nægtede det men dog derefter indvilligede deri, og som tidligere anført stod lige ved siden af, medens hængelåsen blev afbrudt. Med hensyn hertil bemærker Boye, at der var ham, der afbrød låsen, men Pranger vedbliver, at Lillelund kastede låsen ud i vandet. Sidstnævnte erklærer hertil, at han vel tidligere har indrømmet, at han kastede låsen eller krampen ud i vandet men forsikrer dog nu, at han ikke med sikkerhed kan mindes, om han gjorde dette men ej heller tør modsige det. Fremdeles forsikrer Boye, at Lillelund var inde i selve huset efter, at døren var opbrudt. Dette benægter Lillelund, da han påstår, at han kun stod i døren, og Pranger erklærer, at han ikke med sikkerhed mindes, om bemeldte arrestant var inde i huset eller forblev stående i døren.
Med hensyn til den af fisker Søren Jensen på de stjålne flasker ansatte værdi, finder ingen af arrestanterne noget at erindre.